Messis mål ikke nok til Barcelona-comeback mod Bilbao

Skrevet af admin

18/08/2015

Dagens topnyheder

En 4-0-sejr over FC Barcelona i det første opgør var mere end nok for Athletic Bilbao til at tage den samlede sejr i den spanske Super Cup, der blev afgjort over to kampe.

Mandag aften bragte Lionel Messi ellers Barcelona foran 1-0, men Bilbao kom tilbage og udlignede til slutresultatet 1-1. Samlet endte det med en overraskende komfortabel 5-1-sejr til Bilbao.

Barcelona havde på forhånd sagt, at man troede på, at det ydmygende nederlag fra den første kamp i fredags kunne vendes til samlet sejr.

Og troen på et comeback blev forøget, da Messi gjorde det til 1-0 efter 44 minutter på et oplæg fra Luis Suarez.

Bilbao-angriberen Aritz Aduriz, som scorede hattrick i det første opgør, var tæt på at lukke kampen 10 minutter inde i anden halvleg, men han brændte chancen.

Minuttet efter så Barcelona-stopperen Gerard Pique rødt, da han fremviste en særdeles truende adfærd og skældte den ene linjevogter ud for at overse en offside.

Trods en mand i undertal fik Barcelona alligevel tilspillet sig flere store chancer efterfølgende ved først Pedro og siden Ivan Rakitic, men det blev ved 1-0.

Derefter så det ud til, at hjemmeholdet opgav en lille smule med udskiftninger af Rakitic og Pedro. Ind i stedet kom reserverne Sandro Ramirez og Munir El Haddadi.

Aduriz slukkede det sidste Barcelona-håb efter 74 minutter, da han helt alene med cataloniernes målmand Claudio Bravo udlignede til 1-1 i to forsøg.

Suarez fik dog endnu en stor chance for at få scoret, men Barcelona-angriberen sendte bolden forbi mål.

Med den samlede sejr snuppede Bilbao sin første titel siden 1984, selv om der kun er tale om en mindre pokal.

/ritzau/