Messis målpause er nu oppe på fire kampe

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Lionel Messi fandt igen ikke vej til målet, da Barcelona fredag vandt lokalopgøret mod Espanol med 1-0.

Dermed har argentineren ikke scoret i fire ligakampe i træk, og det er ikke sket siden april 2011.

Træner Gerardo Martino er dog ikke bekymret for sin normalt ellers så målfarlige landsmand.

- Jeg tænker ikke anderledes om ham af den grund. Det er svært at lave en individuel analyse af en spiller i hver eneste kamp, men Leo (Messis kælenavn, red.) er fortsat den vigtigste mand på et hold fyldt med dygtige spillere, siger træneren.

Martino minder også om, at Messi scorede i 1-1-kampen mod Milan i Champions League i sidste uge.

Derfor er måltørken heller ikke helt så alvorlig, som det kunne se ud, mener han.

- Det er en tilfældighed, ligesom det også er tilfældigt, når en spiller scorer hver eneste gang i en halv sæson (som Messi gjorde i sidste sæson, red.).

- Selvfølgelig ville jeg gerne se ham lave to eller tre mål i hver kamp, men når man sætter overliggeren så højt, så ser det selvfølgelig ud som om, at der er et problem, når det ikke lykkes, siger Martino.

Lionel Messi har scoret otte gange i de første 12 kampe i ligaen i denne sæson. Sidste sæson lavede han 46 mål i 38 kampe, og sæsonen forinden lykkedes det at lave 50, hvilket er rekord.

/ritzau/AFP.