Messis straffe redder skuffende Barcelona

Efter en helt suveræn efterårssæson glider tingene tilsyneladende knapt så let i 2013 for det spanske storhold FC Barcelona.

Søndag tabte catalonierne for anden udekamp i træk point, da holdet måtte rejse hjem fra Valencia med 1-1. For 14 dage siden blev det til et meget overraskende 2-3-nederlag mod Real Sociedad.

Valencia, der har haft en skuffende sæson, bragte sig foran, da Ever Banega sendte bolden i nettet efter 34 minutters spil, men hjemmeholdet fik ikke lov at glæde sig længe over føringen.

Fem minutter senere blev der nemlig begået straffespark mod Barcelonas Pedro Rodriguez, og Lionel Messi kunne fra pletten sørge for udligningen med sit 34. ligamål i denne sæson.

Barcelona lever dog formentlig udmærket med pointtabet - ikke mindst fordi de evige rivaler fra Real Madrid floppede med et 0-1-nederlag til Granada lørdag aften. Mestrene er hele 16 point efter Barcelona i ligaen.

Inde mellem de to storklubber finder man Atlético Madrid på andenpladsen. Atlético vandt søndag aften 1-0 over Real Bertis på Diego Costas scoring efter en times spil.

Med sejren fik madrilenerne reduceret Barcelonas forspring i toppen til ni point.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV