Mesterskab koster FCM et minus på 65 millioner kroner

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

FC Midtjylland brugte mange penge på at sikre sig fodboldklubbens første danske mesterskab.

Den midtjyske klub præsenterer fredag et underskud på 64,7 millioner kroner for det seneste regnskabsår, der dækker 2014/15-sæsonen.

FCM havde på forhånd kalkuleret med et underskud på 35-40 millioner kroner plus en engangsbetaling til den indiske investor Shrinivas Dempo på 10,4 millioner kroner.

Bestyrelsen kalder resultatet for mindre tilfredsstillende.

- Det større underskud skyldes ledelsens bevidste valg om ikke at sælge spillere, men derimod forstærke truppen i bestræbelserne på at vinde klubbens første danske mesterskab.

- På sigt er målet deltagelse i de europæiske gruppespil tre gange inden 2020, siger Rasmus Ankersen, bestyrelsesformand i FCM, til klubbens hjemmeside.

Omsætningen i FCM lyder på 94,5 millioner kroner, hvilket er en stigning på 10 millioner kroner.

På klubbens kommende generalforsamling søger FCM-ledelsen tilladelse til at låne 60 millioner kroner af klubbens engelske storaktionær, Matthew Benham.

FCM's aktiekapital lyder på 24,2 millioner kroner.

FCM Holding driver både et fodboldhold samt FCM Håndbold. Håndboldkvinderne vandt i lighed med fodboldholdet DM-guld i sidste sæson.

/ritzau/