Mestrene knuser AaB med 3-0 i Parken

FC København nærmer sig toppen af Superligaen efter en hjemmesejr søndag på 3-0 over AaB.

Nicolai Jørgensen bragte FCK foran i første halvleg, mens Lasse Nielsen efter pausen scorede selvmål for AaB. I slutfasen slog Igor Vetokele sejren fast.

De forsvarende mestre har i den grad fået ændret tingenes tilstand oven på en elendig sæsonstart under Ariël Jacobs. Det er nu blevet til 14 point i syv kampe under Ståle Solbakkens ledelse.

AaB viste sig at være en hård nød at knække. Nordjyderne stillede med en solid defensiv, som københavnerne havde svært ved at åbne op.

Tempoet var for langsomt til at fange gæsterne i ubalance, og det samme gjorde sig gældende i den modsatte ende af banen, når AaB angreb.

Lidt blottelser var der, og efter 25 minutter kom kampens første forsøg inden for målrammen. AaB's Anders K. Jacobsen tvang FCK-keeper Johan Wiland til en pragtredning med fødderne.

En velspillende Claudemir fandt lidt senere Cesar Santin med en stikning ind i gæsternes forsvar. Santin afsluttede resolut og sendte bolden på den nærmeste stolpe. Det begyndte langsomt at trække op til en scoring, og den kom umiddelbart før pausen.

Nicolai Jørgensen sendte fra kanten af straffesparksfeltet bolden ud til Christoffer Remmer på højrekanten. Remmer kvitterede med et perfekt indlæg til Jørgensen, der var løbet ind foran mål og kunne heade FCK på 1-0.

Efter en times spil blev det 2-0, da et frispark fra Rurik Gislason mellem venner og fjender til sidst ramte Lasse Nielsen. AaB-spilleren fik uheldigvis dirigeret bolden i eget net.

Kampen virkede på det tidspunkt afgjort, da AaB heller ikke har den allerbedste statistik i Parken. Nordjydernes seneste sejr ude mod FCK faldt for seks år siden. Det seneste uafgjorte resultat ligger tre år tilbage.

AaB holder trods nederlaget fast i Superligaens andenplads efter topholdet FC Midtjylland.

Nordjyderne har 18 point, men de åndes efterhånden i nakken af FCK, der med sejren er oppe på 16 point. Det rækker til en sjetteplads for københavnerne i et tæt midterfelt i Superligaen.

FCK fik samtidig en fremragende optakt til midtugens opgør i Champions League ude mod Galatasaray i Tyrkiet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV