Metallica giver koncert i Antarktis

Skrevet af admin

26/10/2013

Dagens topnyheder

Pingvinerne og andre dyr i det kolde Antarktis får besøg af et af verdens største rockbands den 8. december, når Metallica giver koncert på basen Carlini, der tilhører Argentina, og som ligger 120 kilometer fra Antarktis' hovedland.

Det bliver første gang, at bandet, som har danske Lars Ulrich ved trommerne, giver koncert i Antarktis.

Det bliver imidlertid en noget anderledes Metallica-koncert end normalt. Først og fremmest bliver den ikke så høj.

Der bliver ikke tilsluttet forstærkere, og tilhørerne lytter med via høretelefoner.

Koncerten vil også blive transmitteret online.

- Vi har i mere end 30 år været så helt utrolig heldige at besøge stort set hver eneste krog i verden - med undtagelse af én, siger Metallica på sin hjemmeside.

- Det er ved at ændre sig nu, idet vi rejser til Antarktis, det eneste kontinent, hvor Metallica indtil nu ikke har spillet, siger bandet.

Publikum findes via en konkurrence, som Coca-Cola laver i Argentina, Chile, Mexico, Colombia og Costa Rica. Deltagerne skal fortælle, hvor langt de er klar til at gå for at komme til koncert, og så vælger en jury senere vinderne.

Magasinet Rolling Stones skriver, at Metalliaca-koncerten kun bliver den anden rockkoncert i Antarktis.

Den første fandt sted i 2007, da den indiske rockgruppe Nunatak, der består af klimaforskere, spillede i det kolde syd.

/ritzau/AFP