Meteor i Rusland har ingen forbindelse til asteroide tæt på jorden

Der er ingen sammenhæng mellem meteorregnen i Ruslands Ural-region fredag morgen og den asteroide, der skal passere Jorden i en afstand af blot 27.000 kilometer senere i dag.

Det skriver Det Europæiske Rumagentur, ESA, på sin officielle Twitter-profil.

Dermed afliver ESA’s eksperter gisningerne om, at meteoren skulle være en rest fra den 130.000 ton tunge og 45 meter brede asteroide 2012-DN14. Rumagenturet skriver, at der absolut ingen sammenhæng er mellem de to fænomener, skriver Ingeniøren.

ESA skriver dog intet om detaljerne for, hvordan de er nået frem til denne konklusion.

Kun én meteor
Der har tidligere ikke været klarhed over, hvorvidt det var flere små meteorer eller én stor, som blev nedbrudt i mindre stykket, der ramte det centrale Rusland fredag morgen.

En repræsentant fra de russiske myndigheder fortalte dog tidligere i dag, at deres oplysninger indikerer, at der er tale om én meteor, som brændte op, da den nærmede sig jorden og blev nedbrudt til mindre stykker. Dette er nu blevet bekræftet af det russiske rumagentur Roscosmos, skriver det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.

Meteorregnen i Ruslands Ural-region har ifølge de russiske myndigheder efterladt sig omfattende ødelæggelser på bygninger som følge af nedfaldne meteoritter og den trykbølge, der i morges ramte regionen.

Blandt andet er et tag og en væg delvist kollapset på en zinkfabrik i Tjeljabinsk-regionen, og vinduer er blæst ud af utallige bygninger.

I første omgang var der ikke meldinger om tilskadekomne, men det russiske indenrigsministerium fortæller nu, at omkring 400 personer er kommet til skade, heraf tre alvorligt. De fleste skader stammer fra knust glas.

Mindst seks byer er ramt i de tre centrale russiske regioner Tjeljabinsk, Tyumen og Sverdlovsk.

Dagens Gossip