Meteorer skaber stjerneregn natten til torsdag

Skrevet af admin

12/08/2015

Dagens topnyheder

Natten til torsdag er der særlig stor chance for at se stjerneskud. Lige nu rejser Jorden igennem kometen Swift-Tuttles bane, der trækker en meteorsværm efter sig.

Sværmen bliver kaldt Perseiderne, og består af rester fra kometen. Når de rammer jordens atmosfære brænder de op og ligner derfor stjerneskud.

Ifølge astronom på Københavns Universitet Michael Quaande er det natten til torsdag, Perseiderne kan ses tydeligst.

- Perseiderne bevæger sig over hele himlen. Hvis man er heldig, kan himlen blive fyldt med masser af stjerneskud på en gang i nat, siger Michael Quaande.

Det er en tilbagevendende begivenhed, at vores planet krydser Swift-Tuttle-kometens bane. Hvert år omkring august kan man derfor se Perseiderne på himlen.

Det tager en måneds tid at passere meteorsværmen. Omkring halvvejs gennem sværmen, er der størst chance for at se stjerneskuddene på nattehimlen, og i år er det natten til torsdag.

Ifølge Michael Quaande kan selv byboere godt gøre sig forhåbninger om at se stjerneskud på himlen.

- Perseiderne lyser ikke særlig stærkt, så man skal finde et sted, der er så mørkt som muligt. Det bedste ville nok være en bjergtop i Sydamerika, men det burde også være muligt at opleve i en park, hvis man bor i byen, siger Michael Quaande.

Michael Quaande fortæller også, at Perseiderne bliver tydeligere som aftenen skrider frem, og at de bedst kan ses efter midnat.

/ritzau/