Meteorit var to minutter fra at ramme København

To minutter og 40 sekunder. Det er det lille tidsrum, der afgjorde, at en meteorit fredag landede i Uralbjergene i Rusland - og ikke midt i København.

Det skriver BT.dk.

De citerer svenske Dagens Nyheter, som har talt med den svenske astrofysiker Patrik Nordqvist.

Han har regnet ud, at hvis meteoren havde været blot to minutter forsinket, da den gik ind i jordens atmosfære, så var det sydlige Sverige og den danske hovedstad blevet ramt i stedet for den russiske by Tjeljabinsk.

Tjeljabinsk ligger på næsten samme breddegrad som Malmø og København, men bare 3000 km længere østpå.

- En lille smule fra eller til betyder alverden til forskel for, hvor den rammer jorden. Den bevæger sig jo med anslået 50.000 km i timen. Så selvom to minutter lyder som om, at det var tæt på, så føler jeg ikke i den forstand, at det var tæt på, og at vi slap med skrækken, beroliger Kristian Pedersen, der er astrofysiker og institutdirektør ved DTU Space, til BT.dk.

Ved meteoritnedslaget i Rusland var det den medfølgende trykbølge, der forårsagede den største skade. 1000 mennesker blev såret, og ruder knustes i byerne i området omkring nedslaget.

- Men når man ser på kloden ude fra verdensrummet, så fylder København og Malmø meget lidt. Det sker heller ikke særlig tit, at der kommer en meteorit, der er så stor som denne her. Og de fleste af dem lander på ubeboede steder. Det minder os om, at vi har en direkte forbindelse til verdensrummet, men mere nervøs er jeg ikke. Jeg kan godt sove i nat, siger Kristian Pedersen.

Dagens Gossip