Metro-naboer taber på at få erstatning

Skrevet af admin

18/12/2013

Mest læste i dag

Flere beboere ved metrobyggepladserne har allerede mistet deres ret til kontanthjælp, fordi de har accepteret det erstatningstilbud, Metroselskabet er blevet pålagt at give dem, skriver Politiken.

I en af sagerne har en beboer fået tilkendt 30.000 kroner i erstatning. Oplysningerne er tilgået Københavns Kommune, der derefter reagerer over for borgeren:

- Du har formue, der kan dække dit økonomiske behov. Vi har vurderet, at du kan forsørge dig selv i 1 måned og 27 dage, lyder det i brevet, hvor kommunen fratager personen kontanthjælp fra 1. januar.

Ydelsesservice København bekræfter reglerne:

- De første 10.000 kroner må man beholde. Resten betragter vi som formue, som man skal forsørge sig selv for i en periode i stedet for at leve af kontanthjælp, forklarer en sagsbehandler og henviser til formuereglerne i kontanthjælpen.

Reglerne betyder, at de svageste naboer til metrobyggeriet bliver stavnsbundet til sundhedsskadelige boliger. Sådan lyder det fra Foreningen af Metro-naboer, der samler beboere fra alle byggepladser:

- Afgørelsen fra Ekspropriationskommissionen handler om, at man netop kan få erstatning for at komme væk fra sin lejlighed i de belastende perioder om aftenen og natten.

- Kontanthjælpsmodtagere, der ofte også er hjemme i dagtimerne, vil slet ikke få den mulighed for at komme væk. Derfor er dette en de facto annullering af kommissionens afgørelse, siger talsmand Søren Sandahl til Politiken.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), føler sig heller ikke i stand til at gøre noget ved sagen:

- Jeg mener ikke, det er rimeligt, at kontanthjælpsmodtagere ikke har de samme erstatningsmuligheder som alle andre berørte naboer. Derfor vil jeg bede beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev redegøre for mulighederne for, at kontanthjælpsmodtagere på lige fod med andre kan få udbetalt erstatning, skriver Frank Jensen i en e-mail til Politiken.

/ritzau/