Metro: Vi har brug for holdbare rammer

Nye klager over metrobyggeri kan føre til to års forsinkelse, siger Metroens bestyrelsesformand, Henning Christophersen. Han opfordrer derfor ejerkredsen til at sikre holdbare rammer for byggeriet.

- De verserende sager fra blandt andet Marmorkirken har nu kørt i mere end et halvt år. Kommer der flere lignende sager, kan det hurtigt løbe op i en forsinkelse på et par år, siger han.

- Vi har derfor informeret vores ejere om, at budgettet ikke kan holde, hvis der bliver tale om så store forsinkelser. Og derfor appellerer vi om nye faste regler, andet er uholdbart.

- Åbningsdatoen for Cityringen påvirkes naturligvis af, om vi må bygge til klokken 18, 22 eller i døgndrift. Og lige nu ændrer de rammer sig nogle gange med dags varsel. Det er svære vilkår at planlægge et så stort projekt som Cityringen efter, understreger Henning Christophersen.

I mere end syv måneder har miljømyndighederne ændret rammerne for metrobyggeriet i forbindelse med sagsbehandling af en række klagesager, hvilket har skabt usikkerhed for både naboerne og Metroselskabet.

I et brev til sine ejere staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune gør Metroselskabets bestyrelse opmærksom på den store risiko, det medfører for byggeriet.

- Det er på nuværende tidspunkt usikkert, om arbejdstiden kan udvides på byggeriet, sådan som det blev godkendt af ejerne i 2010.

- Ingen vinder noget ved, at rammerne hele tiden ændrer sig. Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke handler om borgernes mulighed for at klage, siger han og fortsætter:

- Det alvorlige er, at vi er havnet i en situation, hvor en enkelt klage kan standse byggeriet på en hel byggeplads, mens klagen behandles.

Og det er ikke den rette balance mellem hensynet til den enkelte nabo og hensynet til de samfundsmæssige interesser, mener bestyrelsen.

Det er denne situation, der nu får Henning Christophersen til at appellere om faste rammer for byggeriet.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV