Metroentreprenør om evakuering: Situationen er stabil

En bygning flyttede sig et par millimeter på grund af metroarbejdet ved Nørrebro Station i København, men alt er under kontrol, oplyser Jens Munch, der er kommunikationschef for metroens hovedentreprenør, CMT.

- Sætningen på bygningen er på ganske få millimeter, bygningen er stabil, og der er ikke fare for dens stabilitet, siger han til Ritzau.

Natten til onsdag blev 51 personer evakueret fra tre opgange i en etageejendom, efter at jord fra metrobyggeriet skred ind under bygningen og skabte sætningsskader.

Jens Munch bekræfter, at byggeriet var årsagen til det mindre jordskred.

- Vi konstaterede tirsdag aften, at der trængte vand ind i skakten. Det gik vi straks i gang med at stoppe. Da man ikke havde det fulde overblik over situationen, valgte vi i samarbejde med politi og brandvæsen at vække folk og evakuere bygningen for en sikkerheds skyld, siger han.

Omkring klokken 03 blev situationen erklæret stabil, og hullet til lækagen er lukket.

CMT forventer ikke, at episoden forsinker metroarbejdet yderligere.

- Vi har arbejdet hele natten på det, så umiddelbart er der ikke grund til at tro, at det her kommer til at forsinke arbejdet, siger Jens Munch.

Evakueringen af beboerne fra i alt tre opgange forløb udramatisk.

Beboerne er tidlig onsdag morgen ikke vendt tilbage til deres hjem endnu, da der skal ske en inspicering og opfølgning på situationen, når det bliver lyst.

/ritzau/

Dagens Gossip