Metrosag: Særligt nævn skal afgøre naboklager

Onsdag 18. september genoptog Metroselskabet aften- og natarbejdet ved fire af cityringens kommende stationer. Nu skal et særligt oprettet nævn afgøre, om byggeriet ved Marmorkirken også kan genoptage udvidede arbejdstider.

Det skriver Natur- og Miljøklagenævnet i en pressemeddelelse.

Formanden i nævnet, Pernille Christensen, har besluttet, at klagesagen om støjgrænser for metrobyggepladsen skal afgøres af et kombinationsnævn.

Det betyder, at ud over sagkyndige nævnsmedlemmer skal også to højesteretsdommere samt politisk udpegede nævnsmedlemmer deltage i sagens afgørelse.

- Marmorkirkesagen er en ganske særlig sag, som både har elementer af almen, samfundsmæssig betydning og en række meget tekniske problemstillinger, siger Pernille Christensen.

Det er første gang, at Natur- og Miljøklagenævnet anvender muligheden for at nedsætte et kombinationsnævn til at afgøre en "ekstraordinær" sag.

På et nævnsmøde 7. oktober skal sagen behandles. Efter mødet skal der gennemføres en høringsrunde, før den endelige afgørelse kan meddeles til sagens parter.

- Vi er så langt i behandlingen af marmorkirkesagen nu, at vi fokuserer på kerneindholdet, det vil sige, hvor meget må byggepladsen støje og hvornår.

- Først efter nævnsmødet vil vi kunne sige noget om, hvorvidt spørgsmålet om opsættende virkning stadig er aktuelt, siger Pernille Christensen.

Siden 31. juli har Metroselskabet ikke arbejdet efter klokken 18.00 ved Marmorkirken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV