Metroselskabet får ja til nattearbejde

Naboer i nærheden af byggeriet af Cityringen har tidligere klaget over højt blodtryk, hovedpine og stress som følge af byggeriet. Støjrapporter har desuden vist, at kommunens tilladte udendørs støjgrænse i dagtimerne systematisk er blevet overskredet. I Stampesgade nær Københavns Hovedbanegård er der blevet målt støj på 93 decibel, selvom kun 70 decibel er tilladt.

Fremover vil nattearbejdet være tilladt på byggepladserne ved Marmorkirken og på tunnelarbejdspladsen ved Øster Søgade. Desuden forlænges arbejdstiden med fire timer på de øvrige byggepladser, så der kan arbejdes helt frem til klokken 22 ved Trianglen, Rådhuspladsen og Gammel Strand.

Ifølge København Kommune Aftalen tager aftalen højde for, at mange københavnere er plaget af støjgener. Derfor skal der være døgnbemandet miljøtilsyn af metrobyggepladserne, bedre offentligt tilgængelige støjmålinger samt styrket vejledning til beboerne.

Hertil kommer en pulje på minimum 20 millioner kroner, der blandt andet skal sikre hotelværelser eller andre aflastningstilbud til de hårdest ramte naboer, eksempelvis støjisolerende vinduer.

Overborgmester Frank Jensen (S) er glad for, at et markant flertal i Borgerrepræsentationen - Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, de Radikale, Venstre og Liberal Alliance - står bag aftalen:

»Vi vil sætte ind med døgnbemandet miljøtilsyn for at sikre, at Metroselskabet mindsker støjen som lovet. Men uanset hvad, så er aften- og natarbejde en stor belastning for naboerne. Og derfor sikrer vi også ekstra penge til hotelværelser eller andre aflastningstilbud til de mest belastede naboer,« siger overborgmesteren.

»Jeg har en meget klar forventning om, at metroen står klar til tiden og til prisen, når vi siger ja til udvidet arbejdstid. Cityringen er afgørende for, at trafikken kan fungere i København, der vokser med 10.000 borgere om året,« tilføjer Frank Jensen.

Beboerforeningerne omkring Marmorkirken var ikke sen med kritik af den politiske aftale, som kaldes »en regulær lokumsaftale«.

»Hvad skal vi bruge et skærpet tilsyn til i forhold til ubegrænset døgnarbejde? Det er jo beskæmmende, at venstreorienterede partier, der hævder at orientere sig i forhold til menneskelige- og miljømæssige hensyn, så klart vælger side til fordel for de økonomiske og en eller anden mærkværdig, til lejligheden etableret undtagelsestilstand, hvor menneskers ve og vel kan tilsidesættes fuldstændigt,« siger talskvinden Maya Glem.

Beboerforeningerne omkring Marmorkirken har nu tænkt sig at gå rettens vej.

Dagens Gossip