Metroteam i retten for at genere naboer med byggestøj

Skrevet af admin

07/06/2016

Dagens topnyheder

For de fleste, der har opholdt sig i København de seneste år, har metrobyggeriet været svært at overse. Og for især byggepladsernes naboer har det også været vanskeligt at overhøre - selv om natten.

Tirsdag behandler Københavns Byret den første sag om ni tilfælde af støjgener som følge af metrobyggeriet på Sønder Boulevard på Vesterbro i København.

I retten lyder det fra anklager Eva Volfing, at Copenhagen Metro Team I/S (CMT), som er hovedentreprenør på projektet, er sigtet for i alt 103 overskridelser af det tilladte støjniveau.

Det er ni af de 103 tilfælde, som Københavns Byret behandler tirsdag. Ifølge anklageren er det endnu uklart, om der også vil blive rejst tiltale i de resterende sager.

Det vil ifølge anklageren komme an på, hvordan den aktuelle sag om støjgener ender.

- Der er ikke nogen praksis på området, så vi kan ikke lægge os op ad andre afgørelser i denne sag. På grund af byggeriets store omfang er den her sag den største om overskridelse af det tilladte lydniveau, siger Eva Volfing.

Bliver CMT dømt skyldig i sagen, vil det sandsynligvis ende med en bødestraf. Entreprenørfirmaet nægter sig skyldig.

De ni tilfælde af støjgener fandt ifølge anklageren sted om natten og om aftenen på metrobyggeriet Cityringens byggeplads "Sønder Boulevard" i september 2014.

Der er målt et støjniveau på mellem 10 og 31 decibel over det tilladte niveau, som i de fleste tilfælde var 40 decibel. Støjgrænsen er lavere i nattetimerne end i dagtimerne.

Ifølge anklageren er det 25 boliger omkring byggepladsen, der berøres af støjen om natten.

De øvrige sager, som der endnu ikke er rejst tiltalte i, stammer både fra Sønder Boulevard-byggepladsen og fra byggepladsen ved Københavns Hovedbanegård. Anmelderen af støjen er i alle tilfælde Københavns Kommune.

Sagen forventes at blive afgjort senere tirsdag, efter at forsvarer og anklager har fremlagt deres argumenter i sagen.

/ritzau/