Mette blev røvet, da hun hjalp blødende trafikoffer

Mette Birla Krøll tænkte ikke to gange, da hun så en mand kollidere med en taxa på Frederiksberg natten mellem lørdag og søndag. Hun ville bare gerne hjælpe den nødstedte mand, der blødte voldsomt.

- Jeg nåede slet ikke at få min cykelhjelm på, som lå i cykelkurven på styret, for så skete ulykken. Jeg reagerede per automatik og efterlod min cykel uden at tænke videre over det. Manden blødte fra hovedet og armene, fortæller Mette til Dagens.dk.

Hun løb hen til manden, der lå på cykelstien og efterlod sin egen cykel få meter derfra, ulåst og med lyset tændt. Men det skulle hun aldrig have gjort. Da hun kom tilbage til den splinternye cykel, var den væk.

- Jeg er chokeret, sur og ked af det. Jeg tænkte ikke over, jeg skulle låse min egen cykel, før jeg kom ham til undsætning, siger hun til Dagens.dk.

Nu beder hun offentligheden om hjælp til at holde øje med en ny sort Everton Tourist-damecykel med kurve for og bag. Kurven foran har et lyseblåt reklame-regnslag på.

Hvis man ser cyklen eller har oplysninger i sagen, kan man kontakte Københavns Politi eller Dagens.dk, der vil videreformidle kontakten til Mette.

Dagens Gossip