Mette F: 2025-planen skal fokusere på de glemte grupper

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

Så snart regeringen får penge mellem hænderne, bliver de brændt af, lyder kritikken fra S-formand Mette Frederiksen på Folkemødets hovedscene lørdag eftermiddag.

- Til efteråret er der så topskattelettelser på menuen. Det er ikke en rigtig vej for Danmark, siger hun.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) benyttede fredag sin taletid på hovedscenen til at invitere samtlige partier i Folketinget til efterårets reformforhandlinger i kølvandet på regeringens længe ventede 2025-plan.

- Det siger sig selv, at det er en utroligt vigtig diskussion, kvitterer Mette Frederiksen fra samme scene lørdag.

- For de beslutninger, vi træffer i dag, har stor betydning i de kommende år. Det er godt med en plan, siger hun.

- Men formålet skal være rigtigt. En holdbar økonomi. Pengene skal passe. Tæring efter næring. Så langt så godt. Men hvad vil vi med pengene? Hvad skal de nye fremskridt for Danmark være?

Mette Frederiksen peger på, at efterårets forhandlinger i stedet skal fokusere på at skaffe penge til arbejdspladser, den fælles velfærd og de grupper, der er blevet glemt.

- Efteråret skal ikke bruges til at gøre det endnu vanskeligere for dem, der i forvejen har den hårdeste tid på vores arbejdsmarked, siger S-formanden.

Hun vil i 2025-forhandlingerne være "særligt optaget" af den gruppe danskere, der startede tidligt i livet på arbejdsmarkedet og har de mest slidsomme job.

- Mit budskab er ret klart: De mennesker, der har slidt i årevis, har fortjent lige så gode seniorår som andre. Hvor der er overskud til at tage til folkemøde og være sammen med børnebørnene.

- Jeg vil ikke påstå, at jeg har løsningen. Men der er problemer, vi ikke har løst på arbejdsmarkedet endnu.

Der er dog også en regeringsbeslutning, Mette Frederiksen glæder sig over: At omprioriteringsbidraget, der pålægger kommunerne en årlig besparelse på én procent, blev sløjfet i aftalen for kommunernes økonomi næste år.

- Målet var at bruge nogle af pengene på skattelettelser. Derfor var det også godt, da de for nylig blev nødt til at fjerne omprioriteringsbidraget. Claus Hjort sagde, at det var fordi, det var så upopulært, at de droppede det.

- Det må siges at være en god pointe for regeringen at tage med sig, siger Mette Frederiksen med henvisning til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

/ritzau/