Mette F. beder om ekstra penge til sikring af jødisk skole

Skrevet af admin

12/03/2015

Dagens topnyheder

Det skal være markant sværere at trænge ind i centrale jødiske bygninger som Carolineskolen og synagogen i Krystalgade i København.

Det fastslår justitsminister Mette Frederiksen (S), som gør klar til at bede Folketinget om ekstra penge, der eksempelvis kan gå til mere sikre vinduer og effektive adgangssluser, der skal forhindre uvedkommende i at trænge ind i jødiske bygninger.

- Københavns Politi vil fortsætte det forhøjede sikkerhedsberedskab omkring det jødiske samfund, men vi bliver nødt til at arbejde på flere niveauer.

- Derfor vil vi nu også sørge for, at lokalerne på de centrale jødiske lokationer er opdaterede i forhold til sikkerheden, siger Mette Frederiksen til Ritzau.

PET er i gang med at vurdere behovet for at styrke bygningerne efter terrordrabet på en jødisk vagt foran synagogen natten til den 15. februar.

Når det arbejde om kort tid er færdiggjort, vil det danne baggrund for en nyt såkaldt aktstykke til Folketingets finansudvalg, fastslår justitsministeren.

Et aktstykke er en ministers ønske om at få flere penge, som ikke er en del af finansloven. Dermed vil regeringen sende i alt to såkaldte aktstykker til finansudvalget.

Det har allerede været fremme, at regeringen vil sende et aktstykke, der skal finansiere det løbende beredskab med blandt andet betjente foran de jødiske bygninger.

På det nye aktstykke vil regeringen alene bede om penge til at finansiere ændringer af selve de jødiske bygninger.

Mette Frederiksen har endnu ikke et konkret beløb på, hvad det vil koste at sikre bygningerne, da PET endnu ikke er færdig med sine anbefalinger. Alligevel har hun en forhåbning om at få et klart ja fra de øvrige partier i finansudvalget:

- At vi har sikre bygninger på eksempelvis Carolineskolen, bør alle tage et medansvar for. Og jeg tror, alle kan se nødvendigheden af at hjælpe vores jødiske mindretal i en meget svær situation, siger Mette Frederiksen.

Hun forventer at kunne oversende aktstykket om den generelle bevilling til beredskabet, når Folketingets Finansudvalg mødes igen.

Der vil dog gå lidt længere med aktstykket omkring bygningernes sikkerhed:

- PET er i gang med deres arbejde nu, men vi forventer at få anbefalingerne, så aktstykket kan være klar her i foråret, siger Mette Frederiksen, der ikke tør spå om, hvor hurtigt anbefalingerne kan være omsat til øget sikkerhed:

- Vi afsætter pengene, så arbejdet kan gå i gang, men derfra er det en proces, som jeg ikke kan sige, hvornår er afsluttet.

/ritzau/