Mette F: Jeg har altid et ansvar for politiet

Justitsminister Mette Frederiksen (S) afviser, at hun sammen med resten af regeringen skubber ansvaret fra sig, efter at en evaluering af politiets indsats under skudangrebene i København i februar har peget på flere problemer.

Både Venstre og Dansk Folkeparti har, efter at evalueringen blev offentliggjort onsdag aften, rettet skytset mod ministeren.

Men Mette Frederiksen mener selv, at fokus skal rettes mod at undgå, at fejlene gentager sig.

- Jeg har som justitsminister altid et ansvar for det, der foregår i dansk politi, det er ikke til diskussion. Og mit ansvar indebærer ikke mindst, at jeg sikrer mig, at de læringspunkter, som myndighederne påpeger, bliver omsat til handling, siger hun til Ritzau.

Hun nedtoner samtidig omfanget af den kritik, som evalueringen retter mod Politiets Efterretningstjeneste (PET).

- Jeg synes grundlæggende, der er grund til at rose dansk politi og vores betjente – herunder også PET, erklærer Mette Frederiksen.

- Så er der en række problemer, som er blevet anmeldt i evalueringen, som vi skal lære af og blive endnu dygtigere til at håndtere, og det arbejde er nu gået i gang, tilføjer hun.

Redegørelsen påpeger blandt andet, at der gik næsten fire timer efter det første skudangreb mod kulturhuset Krudttønden den 14. februar, før politiet på PET’s foranledning øgede beredskabet ved synagogen i Krystalgade.

Her endte gerningsmanden den følgende nat med at skyde og dræbte en civil vagt trods politiets tilstedeværelse.

Og hos Venstre mener man, at justitsministeren bør tage en del af ansvaret for fejlene.

- Jeg synes, at justitsministeren i stedet for at påtage sig nogle af de ting, der er gået galt, skubber det videre til den nu afgående PET-chef. Det, synes jeg faktisk ikke, er ordentligt, siger retsordfører Karsten Lauritzen.

Mette Frederiksen ønsker dog ikke at evaluere sin egen indsats.

Spørgsmål: Er der noget i redegørelsen, der får dig til at tænke, at der var noget konkret, du burde have gjort anderledes?

- Jeg har ikke mere at tilføje, lyder det fra justitsministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip