Mette F.: Jeg har ikke ført nogen bag lyset

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) forsvarer skjulte dagpengetal med, at hun først skulle informere regeringens økonomiudvalg, før hun kunne offentliggøre dem. Og det er normal procedure, forklarer hun.

- Ingen er blevet ført bag lyset, og jeg har selvfølgelig ikke misinformeret Folketinget. Der er foretaget et revideret skøn, og når regeringen er færdig med at behandle det, så tilgår det offentligheden, siger Mette Frederiksen til Ritzau.

- En regering arbejder stort set kun med vigtig sager hele tiden, og det er afgørende, at offentligheden selvfølgelig får adgang til de her oplysninger, når regeringen er færdig med at behandle sagen, lyder det fra beskæftigelsesministeren.

Allerede 5. december sidste år begyndte Beskæftigelsesministeriet at regne på et øget skøn for, hvor mange der ville miste dagpengeretten 1. januar 2013 og de følgende seks måneder, viser en redegørelse i sagen fra Beskæftigelsesministeriet, sendt til Ritzau.

Ministeriet regnede med, at knap 20.000 danskere ville ryge ud ad dagpengesystemet i stedet for de 7-12.000, regeringen officielt sagde var tallet for første halvår af 2013. Det blev Mette Frederiksen informeret om på et møde 19. december.

Alligevel får offentligheden først det nye skøn 10. januar, selvom dagpengereformens konsekvenser var et varmt politisk emne i december og januar.

Debatten kørte dog videre på et forkert grundlag, fordi mødet i regeringens økonomiudvalg ifølge Mette Frederiksen ikke kunne rykkes frem til et tidligere tidspunkt.

- Det er et emne af vital betydning, så det er helt almindelig procedure, at regeringen kan forholde sig til ændret skøn på dagpengeområdet, før det offentliggøres, siger Mette Frederiksen.

Der var møde i regeringens økonomiudvalg 9. januar, og 10. januar offentliggjorde Mette Frederiksens ministerium det nye skøn over, at mellem 17.000 og 23.000 ville falde ud af dagpengesystemet.

Enhedslisten har nu kaldt Mette Frederiksen i samråd for at forklare de skjulte tal.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV