Mette F.: Økonomisk krise har bremset dagpenge-effekt

Dagpengereformen har ikke i nævneværdig grad været med til at få flere i arbejde, viser en ny rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

På den baggrund konkluderer beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu, at idéen om at tvinge de ledige i beskæftigelse ved at tage deres offentlige støtte fra dem ikke virker, når økonomien har det skidt.

- Generelt viser udviklingen på dagpengeområdet, at arbejdsløse midt i en økonomisk krise ikke kommer i arbejde, bare fordi deres ydelse stopper, siger hun i en skriftlig kommentar.

Og det er lidt andre toner, end hos regeringspartneren De Radikale, der står fast på, at sammenhængen mellem ydelsers ophør og folk indtræden på arbejdsmarkedet er "klar":

- Der er en klar sammenhæng mellem dagpengeperiodens længde, og hvornår folk finder arbejde. Det er en helt erkendt sammenhæng, siger De Radikales gruppeformand, Camilla Hersom.

Beskæftigelsesministeren mener, at regeringen med forskellige midlertidige tiltag har gjort meget for at hjælpe de udfaldstruede dagpengemodtagere.

- Rapporten understreger igen, at det er vigtigt, vi har sikret en bedre og klogere indfasning af dagpengereformen.

- Vi har foreløbig sikret cirka 40.000 mennesker ret til forsørgelse, og vi har brugt over tre milliarder kroner på at hjælpe mennesker med opbrugt dagpengeret, siger hun og fortsætter:

- Alternativet havde været, at mange mennesker var faldet ud af dagpengesystemet og havde stået helt uden offentlig forsørgelse efter to år.

Ifølge SFI's rapport er det kun omkring én procent af dagpengemodtagerne, der efter dagpengereformen finder et job tidligere, end de ville have gjort med en længere dagpengeperiode.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV