Mette F: Slut med at bygge tårne af pasta

Find din indre fugl eller lær at samarbejde ved at bygge tårne i pasta.

Der har været mange mere eller mindre udbytterige kurser for folk på kontanthjælp. Men nu gør beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) op med "meningsløs aktivering".

- Mit klare håb med stramningen er, at vi ovre på den anden side får nogle kontanthjælpsmodtagere, der er blevet stærkere og dygtigere, siger ministeren til Ritzau.

Kontanthjælpsreformen betyder, at jobparate kontanthjælpsmodtagere fremover skal aktiveres på en eller anden måde senest efter tre måneder.

Og det er kun aktiveringskurser i regne-, læse-, skrive- og ordblindeundervisning, som kommunerne kan refusion fra staten for. Efter ni måneder vil kommunen også få refusion, når de giver kontanthjælpsmodtagere uddannelse.

- Jeg tror man bliver dygtigere ved at være på en arbejdsplads og ved at kunne dygtiggøre sig med uddannelse. Nogle af vores kontanthjælpsmodtagere har ikke en gang en afgangseksamen fra 9. klasse, lyder det fra Mette Frederiksen.

Ministerens fokus er at bringe folk tættere på arbejdsmarkedet og bede dem om at arbejde - og gøre dem dygtigere.

- Vi vil have den sunde fornuft tilbage i beskæftigelsespolitikken. Men skal enten arbejde for sin kontanthjælp eller uddanne sig og blive dygtigere, siger hun.

Der er i dag over 20.000 jobparate voksne kontanthjælpsmodtagere. I Beskæftigelsesministeriet vurderes det, at der årligt er 15.000 jobparate kontanthjælpsmodtagere, der senest efter tre måneder kan arbejde for kontanthjælpen.

Før Mette Frederiksens stramning var der 7000 jobparate kontanthjælpsmodtagere på kursusforløb, som nu ventes at bortfalde med stramningen.

Kommunerne skal i stedet sende kontanthjælpsmodtagerne ud og arbejde for kontanthjælp i en nytteindsats, i virksomhedspraktik eller et privat eller offentligt løntilskudsjob.

Bortfaldet af refusionen i de første 24 måneder skønnes at medføre en besparelse på 160 millioner kroner. Penge der er med til at finansiere kontanthjælpsreformen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV