Mette F smider fløjlshandskerne og revser blå blok

Skrevet af admin

20/09/2015

Dagens topnyheder

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, vakte undren blandt kommentatorer, efter hun i sin kongrestale undlod at skyde med skarpt mod regeringen og Dansk Folkeparti.

Da formanden søndag eftermiddag igen står på talerstolen til Socialdemokraternes kongres i Aalborg, er tonen skærpet.

- Kristian Thulesen Dahl sagde, at jeg har en del af ansvaret for flygtningepresset ved vores grænser. Jeg ved, at du, Kristian Thulesen Dahl, meget nødigt vil tage ansvar, men du har som minimum et ansvar for, hvor plat den politiske debat behøver at være.

- I går sagde jeg, at den slags hørte valgkampen til. Nu har jeg sovet på det. Og det hører faktisk slet ingen steder hjemme.

Dansk Folkepartis formand var lørdag ude at kritisere Socialdemokraterne for at have fjernet grænsekontrollen, da de sad i regering. Han mener, at partiet sammen med Angela Merkel bærer en del af ansvaret for flygtningepresset ved grænserne.

Også Venstre står på skud i Mette Frederiksens søndagstale. Venstre forslår, at den kriminelle lavalder skal sænkes til 12 år, men den idé har ifølge Mette Frederiksen ingen gang på jorden.

- Det bliver aldrig socialdemokratisk politik at sænke den kriminelle lavalder til 12 år.

For når man er 12 år gammel, går man i 6. eller 7. klasse. Kan man begå fejl, når man er barn? Ja, det kan man. Kan alle begå kriminalitet? Ja desværre, men min påstand er, at kriminalitet begået af børn næsten altid har en sammenhæng med andre bagvedliggende problemer.

- Det er og bliver en forkert vej at gå, siger Mette Frederiksen.

Da S-formanden nævner Liberal Alliance, ryster hun blot på hovedet og undrer sig over, at LA påstår, at det såkaldte "social dumping" er opfundet af fagbevægelsen for at skræmme danskerne.

/ritzau/