Mette F.: Tosset at lave en færdig plan for flygtningebyer

Skrevet af admin

03/02/2016

Dagens topnyheder

Det vil være "tudetosset", hvis Socialdemokraterne på Christiansborg lagde en fuldstændig færdig plan for de foreslåede flygtningelandsbyer på bordet.

Sådan lyder svaret fra S-formand Mette Frederiksen, der på et pressemøde i det tidligere statsfængsel i Horsens bliver bedt om at konkretisere, hvad flygtningelandsbyerne egentlig skal gå ud på.

- Det skal ske i samarbejde med kommunerne, som er meget forskellige og derfor har forskellige behov, siger Mette Frederiksen.

Flankeret af fire socialdemokratiske borgmestre præsenterer hun Socialdemokraternes plan for bedre integration. Den ni punkter lange plan indeholder blandt andet det efterhånden velkendte socialdemokratiske forslag om flygtningelandsbyer.

- Flygtningelandsbyerne er i virkeligheden den elastik, der skal være, fra asylfasen til man overgår til kommunen og den fulde integration, siger Mette Frederiksen.

- Det skal være den tidsmæssige buffer, der er nødvendig, for at kommunerne kan følge med.

Horsens borgmester, Peter Sørensen (S), er tilhænger af idéen:

- Hvis vi skal skabe plads til flygtningene, så har vi brug for lidt luft. Jeg mener, at flygtningelandsbyer kan være den buffer, vi har brug for, siger han på pressemødet.

Partifællen Thomas Gyldal, der er borgmester i Herlev, ser flygtningelandsbyer som en kærkommen hjælp til at kunne huse de mange flygtninge:

- Der er slet ikke tid til at bygge boliger nok til flygtningene, inden de kommer ud i kommunerne. Når først balancen vælter i et samfund, så vælger de bedst stillede et boligområde fra, siger han.

I udspillet fra Socialdemokraterne hedder det, at flygtningelandsbyerne skal fungere som "et nyt led mellem modtagecentrene og kommunerne". Hvor lang tid flygtningene skal bo i landsbyerne, er der ikke noget bud på.

Men de skal opføres i "ordentlig kvalitet med skole til børnene og mulighed for at arbejde uden for landsbyen", lyder det.

Et flertal bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative har pålagt regeringen at fremlægge et konkret beslutningsgrundlag for etableringen af statslige flygtningelandsbyer. Det skal ske inden 1. marts.

/ritzau/