Mette F.: Tror a-kasse-medlemmer forstår

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) tror ikke, at danskerne vil modsætte sig at skulle finansiere den redningskrans, som regeringen tirsdag har smidt ud til de udfaldstruede dagpengemodtagere.

Hun kalder det "en god finansiering", mens fagbevægelsen kritiserer, at det er medlemmerne af a-kasserne, der gennem kontingentforhøjelser - ifølge regeringen - skal betale for den nye overgangsordning for de langtidsledige.

- Jeg synes, at det er en god finansiering, vi har fundet frem til, siger Mette Frederiksen, der i øvrigt selv er medlem af en fagforening og a-kasse.

- Jeg tror, at langt de fleste voksne danskere godt vil give et bidrag ekstra i en periode for, at ens tidligere kolleger, naboer på vejen eller sågar en selv kan være sikret et bedre forsørgelsesgrundlag, end det, der er nu, siger hun.

Hun påpeger, at det udelukkende er i en kort periode på tre år, hvor der skal betales ekstra i kontingent.

I 2013 drejer det sig om cirka 30 kroner om måneden efter skat. I 2014 bliver det 60 kroner om måneden, mens det i 2015 bliver 10 kroner ekstra.

Socialdemokraterne har tidligere slået på, at de gerne så, det var billigere at være medlem af en a-kasse, for at den danske arbejdsmarkedsmodel ville kunne fungere optimalt, men Mette Frederiksen frygter ikke, at det kommende forhøjelse nu går ud over systemet.

- En høj dækning, hvor mange mennesker er medlem af en fagforening, og mange mennesker er medlem af en a-kasse, er fuldstændig fundamentalt, men det er ikke i modstrid med det, vi lægger frem her.

- Måske tværtimod, kan det være med til at holde mennesker inde på arbejdsmarkedet, siger hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip