Mette F.: Vi skal tilbage til virkeligheden

Der skal gøres grundlæggende op med politikken på beskæftigelsesområdet. Derfor holder beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) mandag et møde med arbejdsmarkedets parter for at få input og kommentarer til indsatsen.

Arbejdet skal nemlig nu for alvor ind i en "afgørende fase".

- Beskæftigelsespolitikken skal tilbage til virkeligheden. Den har været afkoblet både arbejdsmarkedets parter og virksomhederne i for mange år, siger Mette Frederiksen til Ritzau.

Den såkaldte partsgruppe er sammensat af repræsentanter fra blandt andet LO, FOA, 3F, Dansk Industri, Kommunernes Landsforening, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv.

Parterne skal især diskutere, hvordan beskæftigelsespolitikken kan få de arbejdsmarkedsparate i arbejde. Det er derfor særligt dagpengeområdet, der er i fokus.

Mette Frederiksen understreger før mødet, at der er brug for et opgør med politikken, som den ser ud i dag, for at sikre en mere effektiv beskæftigelsesindsats.

- Jeg synes jo, at der er nogle ret store problemer med den beskæftigelsespolitik, vi har i Danmark i dag. Selvom jeg har foretaget en række ændringer af den, så mener jeg, at der er behov for noget mere grundlæggende, siger Mette Frederiksen.

Et af de store problemer drejer sig om, at det ifølge ministeren er meget få ressourcer, der går til at "gøre folk klogere og dygtigere", så de kan opkvalificere sig til et fast arbejde.

Derudover peger Mette Frederiksen på, at mange arbejdsløse ikke oplever, at beskæftigelsespolitikken gavner dem eller behandler dem ordentligt, samtidig med at der er for lidt fokus på at sikre et "ordentligt match" mellem virksomheder og de arbejdsløse.

Hun ser derfor frem til at få diskuteret problemstillingerne med de forskellige parter.

- Nu skal vi i gang med det her kæmpe store arbejde, og det er meget vigtigt for mig, at arbejdsmarkedets parter spiller en central rolle heri, og at jeg har dem meget tæt på mig i udviklingen af en ny beskæftigelsespolitik, siger ministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip