Mette Frederiksen: Arbejde handler ikke kun om penge

Skrevet af admin

29/05/2015

Dagens topnyheder

Når Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, i disse dage gang på gang slår fast, at det skal kunne betale sig at arbejde, så reducerer han vores arbejdsliv til kun at være et spørgsmål om kroner og ører.

Det mener justitsminister og tidligere beskæftigelsesminister gennem tre år i SV-regeringen Mette Frederiksen (S).

- Jeg deler ikke hans analyse af, at hele vores arbejdsliv og dermed en central del af vores voksne identitet alene er et spørgsmål om at få 900-1200 kroner fra eller til, siger hun til Ritzau.

Venstre har i valgkampens første dage slået hårdt på budskabet om, at det ikke kan betale sig at arbejde, når gevinsten i nogle tilfælde ikke er mere end 1000 kroner om måneden.

- Men der er jo også en helt grundlæggende værdi i at være god til noget, at være en del af et fællesskab på en arbejdsplads og at bidrage til samfundet, siger Mette Frederiksen.

Hun mener, at Venstre både undervurderer danskerne og dermed også er med til at underminere den danske samfundsmodel.

- Arbejdet er rigtigt vigtigt for mange mennesker. Når Venstre får det til at lyde, som om mange ikke gider arbejde, så undervurderer han og partiet også, hvor ondt arbejdsløshed gør på mange af de, der ryger ud af arbejdsmarkedet, siger Mette Frederiksen.

- De sidder jo ikke bare og feder for sjov i sofaen. Mange er dybt ulykkelige, og det eneste, de ønsker, er at kunne vende tilbage i et job.

- Derfor er der mange andre grunde end de økonomiske til, at det er så utrolig vigtigt at skabe arbejdspladser til så mange som muligt, siger Mette Frederiksen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er enig.

- Arbejdet har en stor betydning for de fleste mennesker. Det er med til at give os en identitet og en følelse af at høre til. Men når det er sagt, så skal det også økonomisk betale sig at arbejde, og det kan det også for langt, langt de fleste, siger Helle Thorning-Schmidt.

/ritzau/