Mette Frederiksen: Asylboom gør integrationen svær

Skrevet af admin

22/10/2014

Mest læste i dag

Antallet af asylansøgere er steget igen i september til 2959 personer, viser nye tal, og justitsminister Mette Frederiksen (S) erkender, at det store antal flygtninge, som ventes at ende omegnen af 20.000 for hele 2014, er svært at håndtere for kommunerne.

- Jeg er nødt til at sige, at det antal, der kommer til Danmark nu, gør det svært at løfte integrationsopgaven og få tingene til at fungere ude i landets kommuner, og det bliver vi nødt til at handle på, siger Mette Frederiksen.

Derfor vil regeringen stramme asylreglerne, så man fremover kun giver midlertidig opholdstilladelse frem for permanent til en række personer, samtidig med at man gør det sværere at få familiesammenføring.

Ministeren lægger dog ikke op til at stramme endnu mere.

- Det, vi foreslår fra regeringens side, er at stramme op på asylområdet. Det er ikke nogen let beslutning, vi har truffet.

- Disse tal bekræfter os i regeringen i, at det er nødvendigt at stramme op, fordi opgaven nu begynder at være så stor, at vi ikke bare, som nogle i Folketinget siger, kan lade kommunerne klare det. For det er jeg ikke sikker på, at de kan, siger hun.

Hun lægger ikke umiddelbart op til at tilføre kommunerne flere ressourcer.

- Jeg er ikke sikker på, at kommunerne efterspørger flere redskaber. Det er jo antallet, der er problemet, fordi der kommer ekstraordinært mange, siger hun.

Spørgsmål: Men de skal jo stadig håndtere et større antal?

- Det skal de, og det er selvfølgelig noget, vi skal diskutere med kommunerne. Jeg tror, at det vigtige lige nu er at få en ny lovgivning på plads, så dem, der ikke er individuelt forfulgte, kan vende tilbage til deres hjemland, når forholdene er til det, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/