Mette Frederiksen: Jeg står her med blandede følelser

Skrevet af admin

20/06/2015

Mest læste i dag

- Er du klar, spurgte den afgående formand for Socialdemokraterne, Helle Thorning-Schmidt, afløseren Mette Frederiksen, som lørdag eftermiddag af partiets hovedbestyrelse udpeges som konstitueret formand.

Mette Frederiksen nikkede til Thorning på vej ind til mødet med hovedbestyrelsen. Inden mødet mellem Thorning og Frederiksen havde pressen fat i Mette Frederiksen.

- Jeg er glad. Det er med blandende følelser, at vi står her i dag. Vi har tabt regeringsmagten, men vi er gået frem som parti.

- Vores afgåede formand har leveret en rigtig flot valgkamp, og vi har oplevet meget opbakning fra danskerne.

- Nu skal vi i gang med at vælge ny formand, og der ser det ud til, at jeg får bred opbakning, siger 37-årige Mette Frederiksen.

Hun er spændt på opgaven.

- Det er en meget stor opgave at være formand for Socialdemokraterne. Jeg er meget glad for den opbakning, der er, siger Mette Frederiksen.

TV2 News erfarer, at en ekstraordinær kongres finder sted 27. eller 28. juni, og her kan hun officielt blive valgt som formand. Intet tyder på, at en seriøs modkandidat udfordrer Mette Frederiksen.

Mette Frederiksens største opgave bliver naturligvis at vinde regeringsmagten tilbage fra de borgerlige partier.

- Jeg tror selvfølgelig, at Lars Løkke Rasmussen (Venstre-formand, red.) vil gøre alt, hvad han overhovedet kan, for at holde sammen på det blå Danmark.

- Vi kommer til som opposition at søge indflydelse, hvor vi overhovedet kan, og det er vores opgave at varetage interessen for nogle af de mennesker, som ikke har det så godt i samfundet, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/