Mette Frederiksen ønsker nye kolleger held og lykke

»Det er landets statsminister, der sammensætter regeringen efter, hvem hun synes, der repræsenterer regeringen og Danmark bedst. Jeg ønsker de kolleger, som får nye arbejdspladser - og særligt Henrik Sass Larsen (S), som jo bliver minister - held og lykke med det arbejde, vi har foran os,« siger Mette Frederiksen til TV 2 News.

Hun har selv fået lov at beholde sin ministerpost i Beskæftigelsesministeriet, og det er hun glad for.

»Selvfølgelig er jeg det. Jeg har sat vigtige arbejdsmarkedsreformer på dagsorden. Men jeg har stadig mange arbejdsopgaver, dem vil jeg stadig gerne løse,« siger Mette Frederiksen.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) og transportminister Henrik Dam Kristensen (S) forlader i forbindelse med rokaden regeringen for at blive henholdsvis formand for Udenrigspolitisk Nævn og socialdemokratisk gruppeformand.

»De har gjort det rigtigt godt. Mette Gjerskov har kæmpet en brav og til tider svær kamp med at sætte dyrevelfærd på dagsordenen. Vi er en regering med et grønt fokus, og det har hun været med til,« siger Mette Frederiksen.

»Transport er et svært område, det er noget der vedrører os alle. Der har Henrik Dam Kristensen gjort det fint, ikke mindst med fokus på udviklingen af den offentlige transport,« siger hun og afviser samtidig, at Nick Hækkerup er blevet degraderet i forbindelse med hans ryk fra Forsvarsministeriet til Europa- og Handelsministeriet.

»Man skal huske, at han har en baggrund inden for det europapolitiske. Det er en vigtig ministerpost. Det, at vi bliver bedre til som land at eksportere til blandt andet de nye vækstøkonomier og BRIK-landene, det er vigtigt for at skabe nye arbejdspladser,« siger beskæftigelsesministeren.

Dagens Gossip