Mette Frederiksen understreger retten til foreningsfrihed

Sagen om et ASE-medlem, der i efteråret blev fyret, fordi han nægtede at melde sig ind i Dansk Metal, har skabt dønninger på Christiansborg.

Fyringen fra maskinfabrikken Tresu i Bjert endte i et forlig til fordel for den ansatte, men venstrepolitikeren Ulla Tørnæs fandt sagen så alvorlig, at hun valgte at rejse spørgsmålet om fagforeningstvang overfor beskæftigelsesministeren, som nu har svaret.

- Vi glædede os dengang over, at der var interesse for sagen på Christiansborg, og vi noterer os, at beskæftigelsesministeren i sit svar fastslår, at eksklusivaftaler er i strid med loven. Vi må dog konstatere, at problemet stadig eksisterer i vidt omfang, så vores egen indsats for at skabe et holdningsskifte på området er langtfra slut endnu, siger ASEs direktør, Karsten Mølgaard Jensen.

Til trods for, at beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, slår fast, at der er foreningsfrihed i Danmark, lægger hun ikke skjul på sine sympatier, når det kommer til valg af fagforening.

- Jeg er personligt fortaler for, at en lønmodtager melder sig ind i den fagforening, som lønmodtageren har et fagligt tilhørsforhold til, og som på traditionel vis kæmper for at opnå ordnede løn- og arbejdsvilkår via overenskomst. Men det ændrer ikke på, at den enkelte lønmodtager har frihed til at vælge, hvilken fagforening han eller hun vil være medlem af, eller på det faktum, at eksklusivaftaler er ulovlige, lyder det i Mette Frederiksens svar til Ulla Tørnæs.

I følge ASEs seneste opgørelse er der i det forløbne år sket en fordobling i antallet af medlemmer, som skifter fra ASE til et LO-forbund på grund af tvang.

Generelt har både ASE og de uafhængige fagforeninger dog stadig tilgang af medlemmer, mens de største LO-forbund oplever medlemstilbagegang.

Dagens Gossip