Mette Frederiksen: Vi må ikke glemme integrationen

Selvom Europas grænser den seneste tid gradvist udviskes med flere hundredetusinde af mennesker, der søger lykken andre steder end i hjemlandet, er det vigtigt, at integrationsspørgsmålet ikke glider i baggrunden.

Det siger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, på partiets årlige kongres i Aalborg.

- Jeg ved godt, at der sikkert er nogle af jer, der vil tænke: Når der er flygtninge, der vandrer på de danske veje, så er der ikke plads til at snakke integration. Det mener jeg, vi er tvunget til, siger hun.

Formanden understreger i sin tale, at det er vigtigt, at det store flygtningespørgsmål ikke løses med lappeløsninger.

- Mennesker banker på vores dør. Og de skal have hjælp. Europa må arbejde sammen. Vi skal løfte vores ansvar som land og som folk.

- Vi skal bruge al vores styrke og alt vores overskud til at give mennesker på flugt den beskyttelse, de har behov for, lyder det fra Mette Frederiksen.

Også Dansk Folkeparti holder landsmøde i denne weekend, og her understregede DF-formand Kristian Thulesen Dahl, at Socialdemokraterne bærer en del af ansvaret for flygtningeproblemet i og med, at det var under partiets regeringstid, at grænsekontrollen blev fjernet.

Men Mette Frederiksen giver DF igen og revser partiets idé med blandt andet at lave flygtningelejre i nærområderne.

- Jeg er overbevist om, at den tid, hvor man kunne slippe af sted med symbolpolitik, forslag om lejre i Kenya, straksopbremsning og snuptagsløsninger, er en saga blot. Kristian Thulesen Dahl. Lars Løkke. Velkommen til virkeligheden.

Socialdemokraternes kongres er den første for Mette Frederiksen i rollen som formand for partiet. Kongressen slutter søndag eftermiddag.

/ritzau/

Dagens Gossip