Mette Frederiksen vil gøre ledige klogere

Det hjælper især ufaglærte langtidsledige, at Folketinget sikrer ledige uddannelsesydelse i et halvt år fra nytår, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

- Nu står vi klar til at give dem, der måtte opbruge deres dagpenge, et forsørgelsesgrundlag i op til et halvt år ekstra, hvis de vælger at uddanne sig, siger hun.

- Mange af de ledige, der risikerer at opbruge retten til dagpenge, er ufaglærte eller har en uddannelse, som de ikke har brugt længe. For dem er det særligt vigtigt, at de nu får et ekstra halvt år til at opkvalificere sig, siger hun i en pressemeddelelse.

Regeringen vil hjælpe langtidsledige i job med akutpakken samt aftalen om akutjob. Nu får langtidsledige også et bedre afsæt til at få job.

- Selv om uddannelse ikke i sig selv er en garanti for et job, så er og bliver uddannelse det bedste fundament, vi kan give langtidsledige, når det handler om at komme i job, siger Mette Frederiksen.

Lovforslaget, der blev vedtaget onsdag, udmønter aftalen om uddannelse, som indgår i regeringens finanslovaftale med Enhedslisten. Ordningen træder i kraft 1. januar 2013. Den gælder ledige, som mister dagpengeretten fra 30. december 2012 indtil 30. juni 2013.

Langtidsledige kan få en særlig uddannelsesydelse i op til seks måneder. Der er 13.884 kroner om måneden til forsørgere og 10.413 kroner til andre. Det svarer til 80 procent og 60 procent af arbejdsløshedsdagpengene.

Ordningen giver ret til forberedende voksenundervisning, almen voksenuddannelse, hf-enkeltfag, erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser og AMU-kurser.

Der er også adgang til voksen- og efteruddannelse fra offentlige institutioner som akademi-, diplom- og masteruddannelser samt fagspecifikke kurser.

/ritzau/

 

Dagens Gossip