Mette Frederiksen vil ikke føre rød blokpolitik

Skrevet af admin

18/06/2016

Dagens topnyheder

Socialdemokraterne afviser at føre rød blokpolitik mod regeringen.

Partiet lavede i 1933 Danmarks vigtigste politiske aftale sammen med Venstre - Kanslergadeforliget - under statsminister Thorvald Stauning. Det forlig danner stadig grundlag for velfærdssamfundet.

Det fastslår partiformand Mette Frederiksen ved Folkemødet i Allinge, hvor hun ridser sit første år som formand op sammen med Fyens Stiftstidendes politiske redaktør, Elisabet Svane.

- Salig Anker Jørgensen lavede en SV-regering. Anker var af den klare overbevisning, at han altid skulle have et borgerligt parti med, når han førte økonomisk politik, fordi han ikke ville basere Danmark på venstrefløjen, siger Mette Frederiksen.

Gymnasieforliget er indgået af regeringen, Socialdemokratiet, SF og De Radikale, mens Enhedslisten og Alternativet står udenfor.

Det er lodret forkert at sige, at S kun er et rødt parti, hvis det samarbejder med venstrefløjen, mener Mette Frederiksen.

- Danmark er ikke bygget på blokpolitik. Danmark er bygget på det modsatte. Danmark er bygget på samarbejde. Danmark er bygget på ansvarlige politikere, der er mere optaget af jer og resultater, end hvordan vi selv ser ud, siger hun til taktfaste klapsalver.

Derfor var den socialdemokratiske partileder imod det, hun ser som blå blokpolitik fra 2001 til 2009 under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V).

- Jeg er jo ikke Enhedslisten. Socialdemokratiet er ikke den yderste venstrefløj. Vi sagde farvel til yderste venstrefløj for rigtig, rigtig mange år siden. Vi er heller ikke højrefløj. Vi ligger til venstre for den politiske midte, siger Mette Frederiksen.

Hun vil altid kunne samarbejde med dén borgerlige regering, vælgerne har givet et flertal på 90 mandater, påpeger hun.

- Hvis jeg kan få tingene til at bevæge sig i den rigtige retning. Det glæder mig, at I klapper, siger Mette Frederiksen til forsamlingens bifald.

/ritzau/