Mette Frederiksen ville gerne have fundet lækagens ophav

Skrevet af admin

03/11/2014

Dagens topnyheder

Skattesagskommissionen har ikke fundet ud af, hvem der har lækket oplysninger om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes mands skatteforhold til BT, og det ærgrer justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Man skal selvfølgelig kunne stole 100 procent på, at offentlige myndigheder i Danmark kan bevare fortroligheden i konkrete forløb og om borgeres forhold, og at alle sager behandles objektivt. Alt andet er uacceptabelt.

- Jeg tror, at vi er mange, der havde håbet, at det havde været muligt at fastslå, hvem det er, der har lækket den såkaldte agterskrivelse til pressen. For det er en alvorlig handling, at det er lækket.

- Det undergraver tilliden til myndighederne, og sådan noget må ikke kunne ske, siger Mette Frederiksen på et pressemøde mandag, hvor hun fremlægger kommissionens hovedkonklusioner.

Kommissionen kritiserer flere embedsmænd for deres optræden i sagen, blandt andet ved at have givet urigtige oplysninger til Folketingets Ombudsmand og involveret sig for meget i sagen.

Kommissionen tror ikke på daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) forklaring om, at han ikke interesserede sig synderligt for Helle Thorning-Schmidts skattesag. Kommissionen har ikke fundet tegn på magtfordrejning.

- Jeg bliver nødt til at sige, at det er alvorligt, det, der fremgår af Skattesagskommissionens beretning. Det er alvorligt, at der er videregivet urigtige oplysninger. Det er også alvorligt, når embedsmænd kommer for tæt på konkrete sager.

- Man kan mene meget om resultatet, hvad man vil, men der er begået alvorlige fejl. Også fejl, der ikke må begås, siger Mette Frederiksen.

Det anslås, at kommissionens arbejde har kostet omkring 25 millioner kroner, men justitsministeren vil ikke forholde sig til, om hun synes, kommissionens arbejde har været pengene værd.

/ritzau/