Mette Touborg: SF har fået en meget stærk formand

Skrevet af admin

13/02/2014

Dagens topnyheder

SF-næstformand Mette Touborg er glad for, at tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr er valgt som ny formand for SF, og hun ønsker både den nye formand og partiet tillykke.

- Jeg synes, at vi får en meget stærk formand for SF, siger Mette Touborg.

Pia Olsen Dyhr blev valgt uden modkandidater, men det bekymrer ikke næstformanden.

- Jeg betragter det sådan, at Pia meldte ud i god tid, at hun stillede op til formandsposten. Hvis der var nogen, der ikke synes, at Pia var den rigtige formand, så havde de nok stillet deres kandidatur til rådighed, siger Mette Touborg til Ritzau.

- Det var der ikke nogen, der gjorde, og dermed må man konstatere, at der er bred opbakning til Pia Olsen Dyhr som formand for SF, siger næstformanden, som tidligere har meldt ud, at hun ikke genopstiller ved det kommende landsmøde 1.-2. marts.

For at opstille som SF-formand kræver det, at man som kandidat kan stille med en såkaldt stillerliste med underskrifter fra mindst 100 SF-medlemmer.

Pia Olsen Dyhrs eneste modkandidat, Peter Andersen, måtte trække sig, da han ikke var i stand til at samle stillere nok.

Men Pia Olsen Dyhrs stillerliste tæller ud over Mette Touborg, som også er SF-borgmester i Lejre, en lang række andre prominente SF'ere - blandt andre byrådsmedlemmer og tidligere folketingsmedlemmer.

På listen er også seks af SF's i alt 12 folketingsmedlemmer. Det er blandt andre Holger K. Nielsen, mens den tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen ikke er blandt dem.

- Pias stillerliste er jo sammensat, som hun har ønsket, den skal sammensættes, og jeg synes, den vidner om en bred opbakning til Pia Olsen Dyhr, siger Mette Touborg.

/ritzau/