Mexicanere brænder stemmebokse under midtvejsvalg

Skrevet af admin

08/06/2015

Mest læste i dag

Vold, stenkast og hærværk har præget søndagens midtvejsvalg i Mexico, hvor vrede lærere og demonstranter blandt andet har sat ild til stemmebokse og blokeret valgsteder.

Trods myndighedernes bestræbelser på at holde alle valgsteder åbne, er vælgerne enkelte steder blevet udelukket fra at stemme.

Politiet har sendt ekstra styrker til de fattige, sydlige delstater Oaxaca og Guerrero, hvor flere end 40 lærerstuderende sidste år forsvandt. De menes dræbt og brændt på et bål, og en række politifolk er tiltalt i sagen.

Ved søndagens valg besættes både de 500 sæder i kongressens underhus og guvernørposter i flere delstater.

De seneste uger har aktivister angrebet flere politiske partier i delstaterne Chiapas og Guerrero.

De vrede demonstranter ved midtvejsvalget kræver bedre vilkår for lærere, og de kræver et svar på, hvad der er sket med deres forsvundne kolleger. Der er indtil videre kun fundet og bekræftet dna fra en af de 43 lærerstuderende.

/ritzau/AFP