Mexicanere dræbt i Egypten: Blev forvekslet med jihadister

Flere turister fra Mexico er ved en fejl blevet dræbt af sikkerhedsstyrker i Egypten søndag aften, fordi de blev forvekslet ved militante jihadister.

Det oplyser indenrigsministeriet i hovedstaden Kairo ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I alt blev 12 personer dræbt, da turistkonvojen med fire køretøjer blev angrebet.

- En fælles styrke fra politiet og hæren beskød ved en fejl fire firehjulstrækkere tilhørende en mexicansk turistdelegation, mens man jagtede terrorister i et oase-område i ørkenen i den vestlige del af landet, skriver indenrigsministeriet i en meddelelse.

- Hændelsen resulterede i, at i alt 12 mexicanere og egyptere døde samt at ti andre personer blev såret, hedder det videre.

Det er uklart, hvad der præcist fik sikkerhedsstyrkerne til at åbne ild mod konvojen.

Beskydningen fandt sted i ørkenområdet Wahat i den vestlige del af landet, hvor sikkerhedsstyrkerne angiveligt ledte efter terrorister.

Tidligere var ørkenområdet populært blandt turister, men er på det seneste blevet tilholdssted for militante islamister. Turisterne var tilsyneladende kørt ind i en del af området, som de ikke havde tilladelse til.

Myndighederne siger, at det nu skal undersøges, hvorfor de befandt sig i området.

Siden den demokratisk valgte præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab blev væltet ved en militærkup i 2013, har Egypten oplevet en tiltagende bølge af vold og angreb.

Militante grupper med tilknytning til blandt andet Islamisk Stat har dræbt hundredvis af soldater og politibetjente.

Det har fået myndighederne til at slå ned på militante i flere dele af landet.

Det er ikke oplyst, hvor mange af de dræbte, der er mexicanere, eller om der var flere nationaliteter blandt turisterne.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til Ritzau, at der ikke er nogen meldinger om, at der skulle have været danskere iblandt de dræbte eller sårede.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip