Mexicansk narkobaron på flugt ville lave film om sig selv

Skrevet af admin

09/01/2016

Dagens topnyheder

Den berygtede narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzman, der atter er bag tremmer efter sin Hollywoodagtige flugt fra et topsiket fængsel i juli, forsøgte at få lavet om en film om sig selv, mens han var på fri fod.

Narkobaronen Guzman, som i det nordlige Mexico opfattes som lidt af en Robin Hood skikkelse til trods for narkokartellernes ekstreme vold, blev fredag pågrebet efter en skudepisode med mexicanske marinesoldater i kystbyen Los Mochi.

Mexicos justitsminister, Arely Gomez, siger, at politiet kom på sporet af Guzman, fordi det blev opdaget, at han ville lave en selvbiografisk film og havde taget kontakt til kvindelige skuespillere og producere.

Under skudvekslingen blev fem af Guzmans mænd dræbt. Seks andre blev anholdt.

- Guzman blev anholdt efter en menneskejagt gennem tunneler og kloakrør og en kort biljagt i udkanten af Los Mochis i den nordvestlige delstat Sinaloa, siger den mexicanske justitsminister.

Mexicanske marineinfanteristers opsigtsvækkende tilfangetagelse er en vigtig succes for de mexicanske myndigheder og for landets regering.

Guzman, som har været på Forbes liste over verdens rigeste, ledede et kartel, som tjener milliarder af dollar på at smugle kokain, heroin, hash og methamfetamin til USA.

Anklagemyndigheden i Mexico siger, at Guzman, der leder det berygtede narkokartel Sinaloa, sendes tilbage til det topsikrede Altiplano-fængsel, som han flygtede fra gennem en tunnel gravet til brusenichen i hans celle.

Tunnelen var 1,5 kilometer lang. Fængselsvagter reagerede først efter 18 minutter, selv om hans celle var videoovervåget.

Det er tredje gang, at de mexicanske myndigheder har pågrebet Guzman. Han flygtede også fra et fængsel i 2001 ved at gemme sig i en vogn med vasketøj. Efter 13 år på flugt blev han anholdt i 2014.

Anholdelsen kan forbedre samarbejdet mellem USA og Mexico, Det halter, fordi der i Washington er en udbredt opfattelse, at højtstående mexicanere arbejder sammen med narkokartellerne. Mistanken blev bestyrket af Guzmans flugt fra et topsikret fængsel, efter at USA havde anmodet om at få ham udleveret.

Guzman risikerer nu at blive udleveret til en retssag i USA..

/ritzau/Reuters