Mexicanske narkobander på vej til Europa

»De er her, og vi er meget bekymrede over deres tilstedeværelse,« siger Rob Wainwright, chef for det europæiske politisamarbejde, Europol, til b.dk.

Spansk politi anholdt sidste år en række medlemmer af de frygtede karteller i færd med at opbygge et brohoved i Spanien. Europol har advaret EU-landene om udviklingen, hvor kokain smugles ind i Europa og våben og prostituerede smugles tilbage.

Ifølge Mexicos udenrigsminister José Antonio Meade har landet oprustet kraftigt i kampen mod kartellerne, men det er en opgave, landet ikke kan løse alene:

»Kartellerne er et globalt problem, og vi er nødt til at samarbejde om det på den internationale scene,« siger han til b.dk.

Fortsætter den mexicanske ekspansion, kan danske kriminelle grupper ende som direkte forretningspartnere med mexicanerne. Et scenarie, der ifølge Rigspolitiet vil få voldsomme konsekvenser.

»Det vil betyde, at de europæiske kriminelle vil være nødt til at tilegne sig den mentalitet, som de mexicanske grupper står for. Risikoen er, at vi vil få nogle lige så skruppelløse kriminelle grupperinger i Europa, som vi kender det fra Mexico,« siger Michael Ask, politiinspektør i Rigspolitiet, til b.dk.

Dagens Gossip