Mexico er ude af Copa America efter første nederlag

Mexico kunne med en sejr over Ecuador, som havde nul point for to kampe, i sidste runde af gruppespillet ved Copa America sikre sig videre deltagelse i turneringen.

Men mexicanerne skuffede fælt og tabte kampen 1-2. Dermed slutter mellemamerikanerne sidst i gruppen efter to uafgjort og et nederlag og er dermed ude af årets Copa America.

Miller Bolaños og Enner Valencia stod for målene for Ecuador, mens Raul Jimenez reducerede for Mexico med knapt en time igen.

I gruppens anden kamp lammetævede værtsnationen Chile Bolivia med 5-0 og tog førstepladsen, mens Bolivia trods nederlaget også er videre på andenpladsen i gruppen.

Ecuador på tredjepladsen skal håbe på at blive blandt de to bedste treere i de tre grupper for at komme videre, men det ser svært ud for holdet.

For at det skal ske, kræver det, at de forsvarende mestre, Uruguay, taber med mindst to mål til Paraguay, eller at begge de resterende kampe i den sidste gruppe ender med sejre på minimum to mål til vinderne af kampene.

Her skal stormagten Brasilien hente point mod Venezuela uden superstjernen Neymar, der har fået tildelt fire spilledages karantæne for sin optræden i nederlaget mod Colombia, hvor han nikkede en modstander en skalle og sparkede bolden i ryggen på en anden.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV