Mexico lægger op til olierevolution

I 75 år har Mexicos energisektor været lukket land for udenlandske firmaer, men det vil landets præsident nu gøre op med.

Præsident Enrique Peña Nieto ønsker gennem en forfatningsændring at tillade firmaer som ExxonMobil og Royal Dutch Shell at investere i olie- og gasproduktion i Mexico.

Bliver forslaget vedtaget, vil det tilføre landet enorme milliardindtægter og øge levestanden i landet, siger Nieto ifølge Financial Times. Aktuelt har det statsejede Pemex monopol på olieproduktionen.

Det er den potentielt største reform i landet, siden Mexico i 1994 tilsluttede sig frihandelsaftalen Nafta med USA og Canada, skriver Financial Times.

- Mexico har en historisk chance. Denne omfattende reform kan løfte levestandarden for alle mexicanere, sagde Nieto i en tv-transmitteret tale fra præsidentpaladset mandag.

Ifølge forslaget, som nu skal drøftes af lovgiverne, skal de udenlandske olieselskaber betale en del af deres overskud fra olie- og gasproduktionen til den mexicanske stat.

Mexico har påviste gas og oliereserver svarende til 115 milliarder tønde olie eller det samme som Kuwait.

Alle led i Mexicos energikæde - fra produktion til raffinering og distribution - har tilhørt staten og dermed befolkningen siden 1938, da præsident Lázaro Cárdenas tvangsnationaliserede felter fra amerikanske og britiske selskaber og ændrede forfatningen.

Selv om ekspropriationen er genstand for national stolthed og fejres hver 18. marts, så er Pemex blevet statens guldåre, men regeringen tapper den så voldsomt, at selskabet i årevis har manglet penge til at investere i efterforskning og produktion.

En tredjedel af statens indtægter kommer fra Pemex, der med årlige indtægter på næsten 600 milliarder kroner er blandt verdens største olieproducenter.

Det seneste årti er produktionen dog faldet med en fjerdedel til under 2,6 millioner tønder olie om dagen.

Præsident Nieto siger, at hans reform vil bremse nedgangen og øge produktionen samt "forsyne mexicanere med billigere energi".

/ritzau/

Dagens Gossip