Mexico påbegynder udlevering af narkokongen Guzman til USA

Skrevet af admin

11/01/2016

Mest læste i dag

Mexico har formelt påbegyndt en proces, der skal føre til udleveringen af narkobaronen Joaquin "Chapo" Guzman til USA.

Det oplyser anklagemyndighederne i Mexico ifølge blandt andet nyhedsbureauet AFP.

Guzman blev fredag anholdt af mexicanske elitesoldater efter et halvt år på fri fod efter en spektakulær flugt gennem en tunnel fra det topsikrede Altiplano-fængsel i juli.

Han er nu tilbage bag tremmer i det mexicanske fængselsvæsen, hvor han skal sidde, indtil det er besluttet, om han skal udleveres til USA.

Ifølge den mexicanske statsadvokats kontor var det agenter fra Interpol Mexico, der overbragte Guzman nyheden om, at han er ønsket til retsforfølgelse i USA - og at udleveringsprocessen er gået i gang.

En dommer skal nu træffe afgørelse om, hvorvidt Guzman kan udleveres, hvorefter sagen gives videre til udenrigsministeriet, der skal give grønt lys til en eventuel udlevering.

- Det skal noteres, at den tiltalte har mulighed for at anke udenrigsministeriets beslutning, hedder det i en udtalelse fra statsadvokatens kontor.

Anholdelsen og den eventuelle udlevering af "El Chapo" kan forbedre samarbejdet mellem Mexico og USA, hvor der er en udbredt mistanke om, at mange højtstående mexicanere samarbejder med narkokartellerne.

Guzman har ifølge eget udsagn stået bag smuglingen af blandt andet mere kokain og methamfetamin end nogen anden.

/ritzau/