MGP Galla 2013 - ekstrakoncert

Skrevet af Redaktionen

05/02/2013

Dagens topnyheder

Knapt har klapsalverne fra lørdagens MGP i Herning lagt sig, før DR kunne melde udsolgt til MGP Galla 2013. Men nu annoncerer DR en ekstrakoncert søndag 10. februar, til glæde for mange børn og voksne, som ikke fik billet til den første koncert.

Godt en million seere så med fra sofaen, og 11.000 børn og voksne slog publikumsrekord i Boxen, da 12-årige Kristian vandt det stort anlagte tv-show.

Aftenen indeholdt det hele; Sange om kærlighed, irriterende voksne, hverdagsproblemer set fra børnehøjde og selvfølgelig en glad og stolt vinder, der med sangen "Den første autograf", sang om det at blive kendt.

Og der vil være rig mulighed for at skrive masser af autografer, hvis man er Kristian fra Mors eller én af de andre spirende talenter fra MGP 2013.

Når Koncerthuset på søndag inviterer børn, i alle aldre, indenfor til MGP Galla 2013, får publikum nemlig ikke kun mulighed for at høre alle sangene live, men også for at få en "high 5" eller autograf fra deltagerne.

Det er første gang Koncerthuset afholder MGP Galla, der udover deltagerne fra dette års MGP også byder på sidste års MGP-vindere, gruppen Energy.

Værten for søndagens to shows bliver Sofie Østergaard, som især er kendt fra DR Ramasjang og programmet "Vejen Til M:G:P". Hun vil snakke med deltagerne om deres oplevelser, og hvordan det har været at være med i MGP.

Ekstrakoncerten MGP Galla 2013 kan opleves i Koncerthuset, Studie 1, den 10. februar kl. 15.00.

Læs mere om årets store MGP 2013 og alle deltagerne her: dr.dk/Ramasjang/MGP/MGP_2013/alle-deltagerne