Mia Lyhne modtog Ove Sprogøe Prisen 2013

I dag blev Ove Sprogøe Prisen for ottende gang overrakt i Kinografen hos Nordisk Film, få dage før den folkekære skuespiller kunne have fejret sin 94-års fødselsdag.

Prisen går i år til Mia Lyhne for sit unikke talent, der i gennem flere år har henrykket publikum i alle aldre på alle slags scener.

Ove Sprogøe Prisen gives til en dansk skuespiller eller skuespillerinde for en usædvanlig indsats på tv, film eller teatret. Og i år tilfalder prisen Mia Lyhne, som sammen med hæderen også modtager en check på 30.000 kroner.

Mia Lyhne har en lang mindeværdig række af roller på tv, film og teater bag sig. Blandt højdepunkterne kan blandt andet nævnes Guitaristerne (2005) på Mungo Park Teatret, Hvem er bange for Virginia Woolf (2006) på Østre Gasværk Teater og Den grimme mand på Folketeatret (2011).

Mia Lyhne i fornemt selskab

Ove Sprogøe Prisen er oprindeligt indstiftet af Morten Grunwald og Nordisk Film med donation af honorarerne fra forfatterne bag bogen ”Den fynske vulkan” og med indtægterne fra mindeforestillingerne, som Nordisk Film af­holdt efter Ove Sprogøes bortgang i september 2004.

Tidligere har Niels Ellegaard, Nikolaj Kopernikus, Lene Maria Christensen, Signe Egholm Olsen, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas og senest Pilou Asbæk modtaget prisen. Mia Lyhne bliver således den ottende i rækken som modtager Ove Sprogøe Prisen.

Juryen bag prisen består af Bent Fabricius-Bjerre, Bo Christensen, Jan Lehmann, Christian Have, Lisbet Dahl, Morten Grunwald, Jørgen Sprogøe, Katja Holm og Kim Skotte.

Dagens Gossip