Michael Damgaard: Håber Gudmundur har mig i tankerne

De danske håndboldherrer kvalificerede sig onsdag aften til VM-slutrunden, der spilles til januar i Frankrig.

Forinden lurer dog OL i Rio de Janeiro, og efter en kort sommerferie samles truppen i juli, inden det går løs i Brasilien til august.

Her håber den danske venstre back Michael Damgaard at være en del af truppen på 14 spillere og en enkelt reserve.

- Jeg kan ikke rigtig forholde mig til det. Jeg spiller håndbold, og så må jeg se, hvordan Gudmundur (Gudmundsson, dansk landstræner, red.) vil sætte truppen sammen.

- Jeg er bevidst omkring, at jeg primært har min force i angrebet, og hvis han vurderer, vi skal have en ekstra forsvarsspiller med, så er det sådan, det er.

- Men jeg håber da inderligt, at han har mig med i tankerne, for det er naturligvis en stor drøm at komme med til OL, men jeg må tage det en dag ad gangen og give den 100 procent, siger Magdeburg-spilleren.

Danmark tog til Østrig for at spille returkamp, efter at det første playoffopgør om kvalifikation til VM var vundet med otte mål i Odense.

Danmark vandt 23-20, og selv om sejren ikke blev prangende, så kvalificerer danskerne sig til VM med en samlet sejr på 11 mål.

- Vi gjorde det rigtige, men vi gad åbenbart ikke at putte boldene i mål i dag, men langt hen ad vejen gjorde vi det rigtig fint.

- Vi ved godt, hvor højt profilerede, vi er som håndboldland. Det er en selvfølge, at vi altid er med, men det var en svær kvalifikation.

- Østrig er et udmærket hold, og det kan altid blive svært, men vi var professionelle i dag, og vi gjorde et godt stykke arbejde, og vi er yderst tilfreds med at være med til næste VM, siger Michael Damgaard.

Han var efter sejren mere optaget af sin gravide kæreste.

- Jeg har en højgravid kæreste, der har termin om fem dage, så nu skal jeg ud og se på min telefon, om hun har født, lød det fra Damgaard, der dog også satte et par ord på sin egen indsats:

- Jeg havde følelsen af, at der lige var noget rust, der skulle bankes af, men man skal også huske, at det er noget tid siden, at vi har været i rigtig kamp efterhånden.

/ritzau/

Dagens Gossip