Michael Jackson skulle på verdensturné

Arrangøren bag Michael Jacksons planlagte livecomeback i London ville have sangeren på verdensturné med »This Is It«-showet og lokkede den dybt forgældede popkonge med en indtægt på 132 millioner dollars, cirka 750 millioner kroner.

Det er kommet frem under den erstatningssag, sangerens mor Katherine Jackson fører mod koncertbureauet AEG Live. Hun vil gøre virksomheden ansvarlig for sin søns død og hævder, at ledelsen ignorerede popstjernens skrøbelige helbred for at score kassen på hans 50 koncerter i London.

I den forbindelse har AEGs advokater i denne uge fremlagt en række interne papirer, der dokumenterer, at musikgiganten havde til hensigt at lade Jackson give yderligere 186 »This Is It«-koncerter rundt om i verden.

Materialet er udarbejdet i 2008 - året før sangerens død.

Tallene blev fremlagt for at imødegå et af fru Jacksons ekspertvidner, som hævede, at sangeren i levende live havde et indtægtspotentiale på over en milliard dollars, hvilket AEG altså sætter spørgsmålstegn ved.

Michael Jackson døde den 25. juni 2009 og hans tidligere livlæge Conrad Murray afsoner fire års fængsel for uagtsomt manddrab. Ifølge sangerens mor er AEG imidlertid en ligeså stor skurk i sagen og hun afkræver derfor koncernen en milliarderstatning på vegne af hans tre børn.

AEG fastholder, at Jackson var en voksen mand og dermed ansvarlig for sit eget helbred, ligesom han selv ansatte Murray.

Dagens Gossip