Michael Jakobsen forstærker Esbjergs forsvar

Skrevet af admin

24/01/2014

Dagens topnyheder

Superligaklubben Esbjerg har sikret sig forstærkning i kampen for at overleve i landets bedste fodboldrække.

Esbjerg har fredag købt den tidligere landsholdsspiller Michael Jakobsen fri af FC København og udstyret ham med en kontrakt gældende for de kommende fire år.

Den venstrebenede midterforsvarer har senest været udlejet til FC Nordsjælland, hvor han spillede 13 ligakampe i efteråret.

- Nu har jeg fået muligheden for en længerevarende aftale, som vil give stabilitet for min familie og mig. Alt virker optimalt i Esbjerg, der er en klub med en god, ung trup og fine fremtidsperspektiver, siger Michael Jakobsen i en pressemeddelelse.

Michael Jakobsen spillede ungdomsfodbold i B93, hvorfra han kender Esbjergs cheftræner Niels Frederiksen.

Siden blev det til udlandsophold i PSV Eindhoven og Almeria, men forsvareren har haft sin bedste fodboldtid i AaB, hvor han spillede fem sæsoner og var med til at blive dansk mester i 2008.

- Jeg har efterhånden fået noget rutine, og jeg vil gerne spille spillet, som man gør i Esbjerg. Jeg tror, klubben vil være i stand til at skabe store resultater i de kommende sæsoner, som den allerede har gjort i Europa League.

I Superligaen vil jeg gøre mit til, at der går færre mål ind end hidtil i denne sæson, siger Michael Jakobsen, der har spillet fem A-landskampe.

/ritzau/