Michael Laudrup får topscorer med til skæbnekamp

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Michael Laudrups klub, Swansea, har en farlig herre med til Schweiz, hvor holdet torsdag aften skal sikre avancement fra gruppe A i Europa League.

Topscorer Wilfried Bony er efter tre kampes pause på grund af en skade atter med i truppen til kampen mod St. Gallen.

Det skriver Swansea på klubbens hjemmeside.

Ivorianeren blev skadet i Europa League-kampen mod Valencia for 13 dage siden, da Swansea tabte 0-1.

Manager Michael Laudrup fik for to dage siden spanieren Michu, sidste sæsons topscorer i Swansea, tilbage, da Michu var med i 1-1-kampen hjemme mod Hull i Premier League.

Swansea skal bruge et point mod St. Gallen for at være sikker på andenpladsen, der giver avancement til 1/16-finalerne.

Den walisiske klub har otte point, tre point flere end Kuban Krasnodar fra Rusland.

Russerne skal for at skabe spænding samtidig vinde på udebane over Valencia, der allerede har vundet gruppen.

/ritzau/