Den 27-årige spanske forsvarsspiller Chico Flores forlader Swansea og skifter til Lekhwiya SC.
Det bekræfter mesterholdet i Qatar på klubbens hjemmeside.
Her bliver Chico Flores igen genforenet med Michael Laudrup, som siden juli har stået i spidsen for Lekhwiya.
- Jeg har valgt at tage til et andet land og et andet kontinent. Jeg har spillet i tre af de stærkeste ligaer i Europa og fået så mange gode oplevelser. Jeg vil gå ind til min nye udfordring med samme entusiasme, som jeg altid har haft til Swansea.
- Jeg håber ikke, at dette er et farvel for altid. Jeg vil følge Swansea langvejs fra. Jeg vil altid være en af svanerne, skriver Chico ifølge bold.dk i et åbent brev til Swanseas fans.
Det er tredje gang, at Chico Flores og Laudrup skal arbejde sammen. Spanieren havde Laudrup som træner i Real Mallorca og senest i Swansea, hvor Laudrup blev fyret i februar.
Netop Laudrup hentede Chico Flores til Swansea i sommeren 2012 på en treårig kontrakt, men spanieren skifter trods fast spilletid i Premier League til Qatar et år før kontraktudløb.
Der er ingen detaljer om kontraktlængde eller prisen på Chico Flores.
/ritzau/